Tour description for the Helsingborg / Helsingør Kayak Friends tour to Hallands Väderö, Skåne Sweden, May 5, 2005.
By Sanne in Danish :

 

”Rejäla Vågor” eller ”Pæne Bølger”.

 

Torsdag aften og lige hjemvendt efter en fantastisk dag i havkajak. Jeg sejler endnu og mit hjem flyder med vådt kajaktøj og jeg er dejlig træt i hele kroppen. Spændt har vi i ugens løb observeret vejrudsigterne for Kr. himmelfartsferien i en forventning om, at vejr og vindforhold var venlig stemte for en tur til Hallands Väderö. Vejret så ikke alt for lovende ud da Per og jeg, en grå torsdag morgen, pakkede vores kajakker og alt det andet tilhørende grej og drog mod Sverige. Men jeg var fuld af forventning og glædede mig til en hel dag på havet.

På den anden side af sundet mødtes vi med Helsingborg-vennerne, som var i fuld gang med at læsse 6 kajakker på 2 biler. Det gik ”bra”, og inden længe var vi på vej nordpå. Da vi satte kajakkerne i vandet ved Torekov, brød solen frem og vi fik en fin overfart mod den lille ø. I læ af et par lune klipper spiste vi noget af den medbragte ”lunch”, Ja det vil sige, at Peter fremdrog kogegrej og gik i gang med at tilberede en pastaret, lidt mere stilfuldt end mine egne rugbrødsklemmer. Mætte og lidt dovne af solen gavmilde stråler, gik vi igen i kajakkerne. Nu skulle der ro's og det blev der!.

På vej nord-vest om øen fik jeg kærligheden og havkajakkens pragtfulde egenskaber at føle. Bølgerne voksede støt efterhånden, som vi bevægede os rundt om øen, det var kamp til stregen og jeg fik flyttet nogle grænser. Otte små fartøjer rullede støt og roligt op og ned gennem bølgerne, som nu kom fra alle sider, jo tættere vi kom på den nordligste pynt. I den tætte kontakt med elementer, som er så overbevisende kraftfulde, får jeg en følelse af ærefrygt og ydmyghed.

Den blev efterfulgt af den totale følelse af sejr og eufori, da vi gled ind i en lille naturhavn, hvor vi fik et kort hvil i rolige vande, mens vi ventede på, at hele holdet var samlet igen. Vi fik tørret det værste saltvand af solbrillerne, tanket lidt op, fattede pagajerne og drog igen ud i det brusende element.

Efterhånden som vi fik vinden i ryggen, surfede vi med fuld fart, som en speedbåd, af sted på bølgerne. En enkelt sæl kom op af vandet og stod som en ældre skaldet herre, med overkroppen oven vande og så forundret til, mens vi legende, kåde og storsmilende, lod os føre af sted på de bølger, som vi før prøvede kræfter med. Efterhånden gled vi ind på roligere vand, akvamaringrønt, krystalklart og med sandbund, ledte det tankerne hen på en middelhavskyst. Igen trak vi kajakkerne på land og holdt pause i solen. Der faldt et par korte bemærkninger om de ”rejäla vågor” vi havde kæmpet os igennem, de havde gjort et vist indtryk på alle. Jeg har ofte funderet på at vi burde have lige så mange ord for vand og bølger, som de har ord for sne og is i Grønland.

Igen kom der gang i Peters medbragte køkken, denne gang serverede han frisklavet espresso til hele holdet, den blev suppeleret af flere forskellig udgaver af kage og chokolade. Livet forekommer så smukt og enkelt, når de basale behov bliver dækket på en solbeskinnet strand i godt selskab.

Efterhånden som skyerne lidt efter lidt begyndte at dække for solen, var der en naturlig anledning til at bryde op, pakke kajakkerne og begive sig over mod fastlandet. Det våde tøj blev skiftet ud med en mere tør udgave, kajakkerne kom igen på taget af de respektive biler, vi sagde farvel til Helsingborg-holdet og turen gik tilbage til Helsingør.

Her sidder jeg nu og tænker på endnu en fantastisk dag i havkajak, med sol i øjnene, vind i håret og den totale følelse af frihed - og jeg sejler endnu.

 

Sanne